04.02.2019
BRYD MØNSTERET – Konference om system-innovation
nyhed

Hvordan var dyrlæger med til at nedbringe mordraten med 40% i Europas mest voldsramte by? Og hvordan balancerer man mellem systematisk dataindsamling og modet til at følge sin intuition? Hvordan bevarer man en sulten nysgerrighed – og hvad betyder det at være en radikal pragmatiker?

 

ROCKWOOL Fondens Interventionsenhed har arrangeret en konference om system-innovation. Dagen begynder med oplæg ved chief executive Karyn McCluskey fra Community Justice Scotland, som hvert år taler for omkring 60.000 mennesker, men som denne morgen skal dele sine erfaringer og sit mod med 100 udvalgte deltagere.

Da Karyn kom til Glasgow for 14 år siden, var byen af FN udnævnt til ”the murder capital of Europe”. I dag er den én af Europas sikreste byer, kun overgået af Reykjavik. Karyn gik systematisk til værks i store datasæt og fandt ud af, at et stort flertal af voldsdømte mænd, som havde udøvet grov vold mod deres hustruer, ejede hunde med pludseligt opståede skader. Så hun fik trænet dyrlæger i at spotte og tale med kvinderne, når de afleverede deres hunde. Dermed blev skabt en tillidsrelation til kvinderne og en adgang til de familier, som præventive indsatser ellers har svært ved at nå.

 

Eksemplet siger meget om Karyns tilgang til system-innovation: det handler om evnen til at betragte formålet fra et andet perspektiv, at aktivere ressourcer og opbygge relationer – og at ændre på rammerne for at løse en udfordring.

 

Netop kombinationen af systematik og den undersøgende, nysgerrige tilgang er temaet for konferencen.
Følg med på Twitter, LinkedIn, Slideshare og YouTube, hvor oplæg og film fra dagen løbende vil blive delt. Eller skriv til amk@rfintervention, hvis du vil vide mere om BRYD MØNSTERET. Konference om system-innovation.

Forfattere