04.02.2016

Utilfredshed med jobbet, før man fik kræft, mindsker chancen for at forblive i job efter kræft

Sandsynligheden for at være i beskæftigelse 3 år efter en kræftdiagnose er mindre for de kræftoverlevere, der, før de fik kræft, var utilfredse med deres job. Det viser en ny undersøgelse, som Rockwool Fondens Forskningsenhed har foretaget i samarbejde med KORA og Københavns Universitet. Undersøgelsen er baseret på svar på et spørgeskema fra knap 2.500 personer, som i 2006-2008 fik bryst- eller tarmkræft, som var 30-60 år på diagnosetidspunktet, som overlevede sygdommen, og som var i beskæftigelse, før de fik kræft.

 

I gennemsnit var 82 % af kræftoverleverne i job 3 år efter diagnosen. Sandsynligheden for at være i job 3 år efter diagnosen er 4 procentpoint lavere, hvis personen var utilfreds med de psykiske krav i det job, de havde, før de fik kræft, og 7-8 procentpoint lavere ved utilfredshed med fysiske krav eller med chefen.
Utilfredshed med psykiske krav er især af betydning for personer med en videregående uddannelse (for hvem effekten er 6 procentpoint), mens utilfredshed med fysiske krav og med chefen især har betydning for ufaglærte og personer med erhvervsfaglig uddannelse (hvor effekten er henholdsvis 10 og 14 procentpoint). Utilfredshed med kolleger og arbejdsopgaver har ingen sammenhæng med sandsynligheden for at komme i job efter kræft.

 

Stigning i risikoen for ikke at være i job 3 år efter kræftdiagnosen

Fig 3

Personer, som var utilfredse med jobbet, før de fik kræft, har større risiko for ikke at være i beskæftigelse 3 år efter diagnosen. Det gælder utilfredshed mht. psykiske og fysiske krav (i den forstand, at kravene var ved at blive for hårde) og utilfredshed med chefen (i den forstand, at forholdet til chefen ikke var godt).

 

At utilfredshed med psykiske og fysiske krav (i den forstand, at disse krav var ved at blive for hårde) og med chefen (i den forstand, at forholdet til chefen ikke var godt) har betydning for sandsynligheden for at komme i job efter kræft, kan skyldes, at fleksibilitet på arbejdspladsen i form af tilpasning af jobkrav til arbejdsevne er af betydning for at mindske udstødelse fra arbejdsmarkedet efter et helbredschok.

 

Andelen af kræftoverlevere, der var utilfredse med jobbet, før de fik kræft, varierer meget alt efter hvilket aspekt af jobbet, der er tale om: 21 % var utilfredse med psykiske krav, 14 % med fysiske krav, 8 % med chefen, 3 % med kolleger, 7 % med arbejdsopgaver, og 11 % søgte et nyt job umiddelbart før, de fik kræft.

 

Arbejdsevne efter kræft har stor betydning

Som forventet er chancen for at komme tilbage i job betydeligt mindre for dem, hvis arbejdsevne efter kræftbehandlingen er faldet meget i forhold til før kræftdiagnosen. Hvis man fx tilhører de 15 %, der har haft det største fald i arbejdsevne, har man ca. 14 procentpoint mindre sandsynlighed for at være i job, end hvis man havde et gennemsnitligt fald i arbejdsevne. På en skala fra 0 til 10, hvor 10 er den maksimale arbejdsevne i personens liv, er den gennemsnitlige selvvurderede arbejdsevne 7,3 et år efter endt kræftbehandling, og 8,0 ca. to år efter, men der er meget stor variation i arbejdsevnen. Ca. to år efter endt behandling har 47 % således genvundet fuld arbejdsevne (10), mens 10 % har meget lav arbejdsevne (0-3).

 

Når der tages højde for arbejdsevne efter kræft, har utilfredshed med psykiske og fysiske krav i jobbet, før man fik kræft, ikke betydning for sandsynligheden for at komme tilbage i arbejde. Til gengæld er sandsynligheden for at komme tilbage i job mindre, hvis man søgte nyt job, før man fik kræft (effekten er 4 procentpoint), og hvis man ikke havde et godt forhold til sin chef, før man fik kræft (effekten er 7 procentpoint). Der kan være flere grunde til, at netop disse to aspekter af jobutilfredshed før kræft har betydning, selv om dertages højde for arbejdsevne efter kræft. Selv om man har opnået en god arbejdsevne efter kræftbehandlingen, kan det være svært at vende tilbage til det tidligere job, hvis man ikke havde et godt forhold til sin chef.

 

Hvis personen søgte et nyt job før kræftdiagnosen, kan også det afspejle betydelig utilfredshed med det tidligere job. Med ingen eller begrænset mulighed for at vende tilbage til det gamle arbejdssted må personen søge efter arbejde hos andre arbejdsgivere, men det kan være vanskeligt at få et andet arbejde efter en lang periode med sygefravær efter behandling for en alvorlig sygdom som kræft.

 

Forskelle mellem uddannelsesgrupper
Sandsynligheden for at være i job 3 år efter kræftdiagnosen er meget forskellig for forskellige uddannelsesgrupper, også når der tages højde for en række baggrundsfaktorer. For ufaglærte er sandsynligheden for at være i job ca. 75 %, mens den er ca. 4 procentpoint højere for faglærte, 10 procentpoint højere for personer med en kort eller mellemlang videregående uddannelse og 14 procentpoint højere for dem med lang videregående uddannelse. Disse forskelle mellem uddannelsesgrupperne påvirkes ikke af, om der i analysen tages højde for utilfredshed med jobbet før kræft. De store forskelle i beskæftigelseschancer mellem uddannelsesgrupperne kan altså ikke forklares med, at fx højtuddannede var mere tilfredse med deres job før kræftdiagnosen og derfor var mere opsatte på at komme tilbage i job.

 

Hvis man tager højde for arbejdsevne efter kræftbehandlingen, bliver forskellene mellem uddannelsesgruppernes beskæftigelseschancer ca. 30 % mindre, da højtuddannede genvinder arbejdsevnen i højere grad end kortuddannede, men forskellene er fortsat statistisk signifikante. Selv om man også tager højde for, om kræftoverleverne ønsker at arbejde, har det ingen betydning for forskellene mellem uddannelsesgrupper i beskæftigelseschancer eller for den beregnede sammenhæng
mellem jobutilfredshed før kræft og beskæftigelse 3 år efter kræft.

 

Boks3

 

 

 

 

Forfattere

ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed