22.03.2018
Visuel designstuderende til sociale innovationsprojekter
nyhed

Er du en dygtig visuel designstuderende, der kan skabe engagerende visuelle redskaber, der understøtter alle dele af designprocessen?  Har du lyst til at bruge dine evner til at bidrage til social innovation og udvikling af indsatser til udsatte unge?

 

Vi søger en studentermedhjælper med stærke visuelle formidlingsevner til vores interventionsteam i ROCKWOOL Fonden. Du bliver en del af et stærkt hold af servicedesignere, antropologer, økonomer, sociologer m.fl., hvor vi designer, afprøver og evaluerer innovative løsninger til væsentlige samfundsmæssige problemstillinger.

 

Vi er på udkig efter en studerende med en designfaglig baggrund indenfor enten visuel , service-, UX-, interaktions eller co-design, som kan hjælpe os med at skabe fængende visuelle materialer, som understøtter alle dele af udviklings- og designprocessen.

 

 

Om stillingen som visuel studentermedhjælper

 

Du vil bidrage til forskellige projekter i interventionsenheden og arbejde i tæt sparring med vores servicedesignere, antropologer, programledere m.fl. Dine opgaver vil være at bidrage til:

 

  • Udvikling, design og produktion af visuelle materialer der kan understøtte udførelsen af brugerinterviews, co-design workshops og prototypeafprøvninger.
  • Kommunikationsmateriale som fx konceptvisualiseringer, konceptvideoer, animationer, infografik m.m. som skal appellere til og klart kommunikere til forskellige målgrupper.

 

 

 

Din profil

 

Du læser aktuelt på sidste del af din bachelor eller er påbegyndt kandidat-delen på en designfaglig uddannelse. Du har en god forståelse for designprocessen og et skrapt øje for, hvordan visuelle materialer kan bidrage til at facilitere interviews, co-design workshops og prototypeafprøvninger.

 

Du tænker visuelt og mestrer Adobe pakken til fulde. Erfaring med fotografi, video- og/eller lydproduktion er et plus.

 

Udover at være en dygtig designstuderende er du et engageret menneske og går op i at være en god kollega i teamet. Som person arbejder du struktureret. Du trives i et tværfagligt miljø, hvor du bidrager til vores vifte af projekter, der adresserer udsatte unge.

 

Ansættelsesvilkår

Du skal kunne arbejde ca. 15 timer om ugen. Arbejdsstedet er hos ROCKWOOL Fonden i hjertet af København. Tiltrædelse snarest muligt eller senest 1. maj 2018

Ansøgningsfrist

Der er ansøgningsfrist onsdag 11. april 2018 kl. 09.00

 

Ansøgning vedlagt CV, karakterudskrift og portfolio med dine 2-3 bedste eksempler på visuelle materialer sendes pr. e-mail til hra@rfintervention.dk Ansøgere, der har yderligere spørgsmål til stillingen, er velkomne til at kontakte service designer Helle Rohde Andersen på e-mail hra@rfintervention.dk eller telefon 28 90 58 30.

 

Om ROCKWOOL Fondens Interventionsenhed 

 

ROCKWOOL Fonden er en upartisk og selvfinansieret fond, som støtter almennyttige formål. Vi  leverer uafhængig forskning og innovative  løsninger til samfundsmæssige udfordringer gennem praktiske interventioner.

I Interventionsenheden har vi en ambition om at skabe vidensbaseret nytænkning. Vi arbejder i krydsfeltet mellem evidens og social innovation – og altid med aktiv involvering af målgruppen og centrale interessenter rundt om målgruppen, der skal have gavn af indsatsen.

Vi sætter fagligheden i højsædet, arbejder i tværfaglige teams og alle leverer høj faglig kvalitet til de fastsatte deadlines.

I ROCKWOOL Fondens aktuelle strategi har vi et særligt fokus på udsatte unge og deres mulighed for at få en uddannelse og komme i beskæftigelse. Det afspejler sig i vores aktuelle projektportefølje. Læs mere om Fonden og vores projekter her

Forfattere