SAMARBEJDE

ROCKWOOL Fonden har som mål at generere ny, uafhængig viden, der adresserer de udfordringer velfærdssamfundet står over for. Dette gør vi gennem forskning samt udvikling og afprøvning af nye innovative løsninger til helt konkrete samfundsudfordringer, der kan forankres nationalt.

 

En af de store udfordringer i velfærdssamfundet er at skabe mulighederne for, at børn og unge kommer godt ind i voksenlivet med en ordentlig uddannelsesmæssig baggrund og med de færdigheder, der i øvrigt kræves for at få et sikkert fodfæste på arbejdsmarkedet. Herved sikres både deres personlige velfærd, og velfærdssamfundets fortsatte økonomiske bæredygtighed. Beregninger viser dog, at op mod 8 procent af en given ungdomsårgang starter voksenlivet uden en ordentlig uddannelse eller en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet. Dét er de udsatte unge. ROCKWOOL Fonden yder støtte, der kan bidrage til at øge vores viden om de udsatte unge med et initiativ, der går på tværs af de fire eksisterende forskningsområder og på tværs af vores forsknings- og interventionsaktiviteter. Hensigten med dette initiativ er at sætte fokus på risikoadfærd blandt udsatte unge, og herunder registrere deres tidsforbrug, ligesom vi tilsvarende vil beskæftige os med, hvad der øger unges risiko for at blive udsatte med hensyn til familiebaggrund og etnisk tilhørsforhold.

 

I den forbindelse kan relevante aktører og organisationer ansøge om støtte til forskning eller udvikling og afprøvning af nye idéer. Det er imidlertid sjældent, at en ansøgning godkendes, og et projekt implementeres alene på baggrund af den oprindelige ansøgning. I praksis forudsætter opnåelse af støtte fra Fonden stort set altid efterfølgende dialog og samarbejde med medarbejdere hos Fondens Interventionsenhed eller hos Fondens Forskningsenhed med henblik på fokusering og finjustering af projektidé forud for donation.

 

Projekter og aktiviteter, der ikke støttes af Fonden

ROCKWOOL Fonden støtter ikke projekter og aktiviteter, der anses for at have følgende formål:

  • Partipolitiske, kirkelige eller religiøse formål
  • Underholdningsformål, sports- og fritidsorienterede formål, herunder sportsklubber
  • Lejrophold og rejser generelt
  • Studieture, stipendier, kandidat- eller ph.d.-projekter, herunder udlandsophold
  • Etablering af eller investering i anlægsaktiver
  • Projekter og aktiviteter, der ligger udenfor Fondens forskningsområder
  • Udgivelse af bøger, der ikke har forbindelse med ROCKWOOL Fondens aktiviteter

 

Ansøgning om støtte

Fonden behandler kun ansøgninger, der indsendes elektronisk og som er på dansk eller engelsk.

 

 

PRAKTISKE INTERVENTIONER

I forbindelse med Fondens praktiske interventioner søger vi netop nu forslag til aktiviteter, som kan bidrage til at fremme innovative praktiske løsninger til reduktion af risikoen for fremtidig marginalisering af udsatte unge, og som kan være med til at genoprette de udsatte unges sociale relationer og derved give dem større modstandskraft. Alle projekter skal være rettet mod udfordringer i forhold til det moderne velfærdssamfund – primært i Danmark og Danmarks nabolande.

 

Praktiske interventioner, projekter og initiativer, der støttes af ROCKWOOL Fonden, skal indeholde elementer af innovation og afprøvning af nye indsatser og metoder. Vores mål med disse projekter er at udvikle og dokumentere de bedste praksisser og derved fremme udbredelse og opskalering af interventioner til at dække en bredere vifte af målgrupper og iværksættere.

 

Ansøgninger, der opfylder ovennævnte krav, prioriteres – det vil sige, at projektet eller initiativet skal:

  • Fokusere på marginaliserede unge eller udsatte børn eller unge med høj risiko for at blive marginaliserede. P.t. har vi særlig interesse i ansøgninger rettet mod nye innovative løsninger til at fremme integrationen af udsatte unge med mellemøstlig oprindelse, samt nye innovative efterværnsindsatser for anbragte børn og unge.
  • Tilvejebringe en praktisk og innovativ løsning til, hvordan marginaliseringen eller risikoen for marginalisering kan afhjælpes eller være en afprøvning af en ny, men udokumenteret indsats på fokusområdet.
  • Opfylde vores krav til interventionsaktiviteter, som beskrevet her.

 

SÅDAN ANSØGER I OM STØTTE TIL PRAKTISKE INTERVENTIONER

  • Undersøg, om projektet falder inden for et eller flere af Fondens fokusområder og husk at sikre dig, at det opfylder vores krav til praktiske interventioner, som beskrevet ovenfor.
  • Download vores ansøgningsblanket her og budget her. Ansøgninger skal være på dansk eller engelsk.
  • Udfyld blanketten, og e-mail den til kontakt@rfintervention.dk for at få yderligere informationer.
  • Husk at skrive “Ansøgning om støtte” i e-mailens emnefelt.
  • Ansøgninger behandles løbende.

ROCKWOOL Fonden begrunder ikke eventuelle afslag på ansøgninger.

 

FORSKNING

Ønsker man at samarbejde med ROCKWOOL Fonden om et forskningsprojekt, skal man først sikre sig, at projektet falder indenfor et eller flere af Fondens fokusområder. Dernæst skal man sikre sig, at det opfylder vores krav til forskningsaktiviteter, som beskrevet her. Endelig skal man gøre sig klart, at Fonden primært støtter forskning, som i væsentlig grad baserer sig på kvantitative metoder.

 

Hvis man mener, at forskningsprojektet hermed har relevans for Fonden, bedes man henvende sig til Bodil Wullum Nielsen hos ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed (bon@rff.dk) for at forhøre sig nærmere.