10.10.2022

Inflationens velfærdsdilemma

Af forsker Anders Bruun Jonassen

Vi har indrettet os med institutioner, der minimerer risikoen for høj inflation, og regulering, der passer dertil. Men hvad gør vi nu, hvor høj inflationen alligevel er en realitet?

Tiden med høj inflation er også en tid med store dilemmaer for den økonomiske politik, fx hvor meget staten skal gøre for at afbøde konsekvenserne af de stigende forbrugerpriser. Dilemmaet består i at mange uforskyldt presses økonomisk, men at tiltag for at lette dette pres, risikerer at forlænge inflationsproblematikken ved at medføre yderligere prisstigninger.

Ingen ved med sikkerhed hvor længe vi må døje med inflation, eller hvor høj den bliver. Samtidigt er det uvist, hvor meget lønningerne kommer til at stige, og hvor meget lønmodtagerne dermed vil genvinde tabt købekraft. Mere sikkert ser det dog ud, at modtagere af overførselsindkomster har udsigt til de vanskeligste år i lang tid.

Som sikkert mange andre, havde jeg efterhånden nærmest lært at betragte høj inflation som et historisk kuriosum, som vi for længst havde lært at forhindre. I dag har vi både centralbanker, et folketing og arbejdsmarkedets parter, der alle er opmærksomme på risikoen for høj inflation. Og vi regulerer ikke længere løn og overførsler automatisk i takt med prisudviklingen.

Historien har nemlig lært os, at der kan være en høj pris forbundet med at kompensere indkomster for inflationens udhuling af købekraft. Nutiden illustrerer imidlertid, at det også har en pris at lade være. For nu er den høje inflation her alligevel, og den har blotlagt en økonomisk udsathed, som vi nok er mange, der først har fået øjnene op for, nu hvor vi selv er blevet vidner til inflationens konsekvenser.

For nogle betyder højere priser mindre opsparing, for andre slår prisstigningerne direkte igennem på forbruget. Dem der har mindst at stå imod med, rammes mest direkte på forbrugsmuligheder og levestandard. Dilemmaet omkring statens indgriben knytter sig således ikke mindst til husholdninger med lav indkomst og opsparing, herunder særligt mange overførselsindkomstsmodtagere.

Den høje inflations genkomst har nemlig tydeliggjort nogle utilsigtede fordelingsmæssige implikationer af den nuværende regulering af overførselsindkomsterne. Selvom overførslerne over tid omtrent følger udviklingen i lønningerne, sker reguleringen nemlig med en væsentlig forsinkelse, hvormed kraftige prisstigninger i mellemtiden kan nå at reducere overførslernes købekraft betragteligt.

Figuren viser udviklingen i reallønnen på det private arbejdsmarked siden 2001. Samtidigt viser figuren også udviklingen i kontanthjælpens købekraft, der samtidigt er dækkende for en lang række øvrige overførselsindkomster, herunder fx dagpenge, sygedagpenge og førtidspension.

Ved seneste måling var lønnens købekraft faldet knap 4 procent siden samme tidspunkt sidste år. I denne periode steg forbrugerpriserne altså i gennemsnit så meget mere end lønnen, at lønnens købekraft blev reduceret til det laveste niveau siden 2019.

Siden starten af 2021 er værdien af kontanthjælpen, og andre overførsler, faldet med knap 10 procent. Forbrugerprisstigningerne reducerede dermed overførslernes købekraft til et niveau svarende til årene før Finanskrisen i 2008. Forskellen i udviklingen skyldes bl.a., at lønnen, i gennemsnit, stiger løbende, mens overførslerne kun reguleres årligt.

I perioder med høj inflation falder værdien af overførslerne derfor hurtigere end gennemsnitslønnen. I mere normale tider indhentes meget af overførslernes tab i forhold til lønnen dog, når overførslerne reguleres ved årsskiftet. Den væsentlige pointe her er imidlertid, at overførselsindkomsterne i den kommende tid knap nok kommer til at stige.

Ved overgangen til 2023 vil overførslerne blot stige med 1,65 procent, og ikke igen før 2024. Således indhenter overførselsindkomsterne, trods regulering, næsten ikke noget af tabet i købekraft. Hvis priserne, som det forventes, stiger yderligere fra nu og i løbet af næste år, vil overførslernes købekraft reduceres yderligere.  

Den lave regulering skyldes bl.a. at overførsler reguleres i forhold til lønudviklingen fra to år tidligere. Ved årsskiftet 2023 vil overførselsindkomsterne således blive reguleret i forhold til lønudviklingen fra i 2021, hvor lønvæksten var beskeden. De mulige lønforbedringer, som lønmodtagerne måtte forhandle sig til i løbet af næste år, vil først komme overførselsindkomsterne til gode i ved reguleringen i 2025.

Hvor stort faldet bliver i forhold til lønnen, vil afhænge af lønmodtagernes forhandling med arbejdsgiverne. Med tiden vil overførslernes efterslæb i forhold til lønnen indhentes. Men i det, eller de, mellemliggende år, mens inflationen fortsat er høj, vil overførslernes købekraft fortsætte med at falde i takt med prisstigningerne. Uanset lønudviklingen går modtagere af overførselsindkomster altså en hård tid i møde.

Hvor store konsekvenser den lavere realindkomst faktisk får, vil tiden vise. Men de pludselige høje prisstigninger har under alle omstændigheder blotlagt en indkomstmæssig udsathed fra måden hvorpå de laveste indkomster reguleres.

Det står nu klart, at høj inflation, i perioder, udgør en udfordring for dækningen i det sociale sikkerhedsnet og for værdien af velfærdssamfundets forsikring mod ledighed, sygdom og nedsat arbejdsevne.

Resultaterne fra denne kommentar blev bragt i Politiken den 1. oktober 2022.

ROCKWOOL Fondens kommentarer har ikke været underlagt peer review.