05.09.2019
Kommentar: Lønudviklingen er i overstemmelse med beskæftigelsesudviklingen
Af Anders Bruun Jonassen og Jan Rose Skaksen

I fredags kom der nye løntal, der viser en årlig ændring i timefortjenesten på 2,0 pct. i andet kvartal 2019. Det bekræftes dermed endnu engang en moderat lønudvikling, på trods af lav ledighed og høj beskæftigelse. Den lave lønudvikling er blevet karakteriseret som paradoksal, men vi vil i denne kommentar argumentere for, at lønudviklingen ikke nødvendigvis er paradoksalt lav i forhold til udviklingen i beskæftigelsen.

Lønudviklingen er helt central i forhold til en vurdering af konjunktursituationen. En kraftig lønudvikling kan således være et tegn på, at økonomien er på vej ind i en overophedning, hvor konkurrenceevnen forringes med aftagende beskæftigelse og voksende ledighed som følge. Lønudviklingen er dermed også central for beslutninger om, hvilke redskaber der skal tages i anvendelse for at sikre en stabil økonomisk udvikling.

I dag er antallet af beskæftigede højere end nogensinde, mens ledigheden nærmer sig et niveau, der kan give anledning til bekymring for en for kraftig lønudvikling. I forhold til denne udvikling på arbejdsmarkedet, er den nuværende lønudvikling tilsyneladende lav (se også DØRS, 2019). [1] Erfaringsmæssigt ville man altså forvente, at lønudviklingen, ved det nuværende ledighedsniveau, ville være højere end tilfældet er.

Sammenhængen mellem løn og ledighed

I figur 1 ses udviklingen i løn og ledighedsprocent opgjort kvartalsvis for perioden siden 2007. I figuren ser det nærmest ud som om, der er to forskellige sammenhænge mellem ledighedsprocent og lønstigningstakt før og efter 2012. I den første perioden, 2007 til 2012, er en given ledighedsprocent således klart forbundet med en højere lønstigningstakt end i den anden periode, 2013 til 2019.

Figur 1: Lønudvikling og ledighedsprocent

Note: Lønudvikling angives ved den årlige ændring i timefortjenesten for virksomheder og organisationer (pct.).

Kilde: Egne beregninger på baggrund af data fra Danmarks Statistik.

En lav ledighed forventes at give højere lønstigninger fordi prisen på arbejdskraft forventes at vokse, når arbejdskraft som ressource bliver mere knap.[2] Udviklingen i figur 1 peger dermed på, at en given knaphed på arbejdskraft efter 2013 giver anledning til mindre lønstigninger end tilfældet var før 2013.

Der er flere mulige forklaringer på denne tilsyneladende ændrede sammenhængen mellem ledighed og lønudvikling, herunder lavere inflationsforventninger [3] eller lønmodtageres større løntilbageholdenhed efter krisen. Udviklingen i figur 1 kunne imidlertid også pege på, at ledighed i den nuværende situation ikke så godt som tidligere måler omfanget af ledige arbejdskraftsressourcer i økonomien. 

Beskæftigelsesfremgangen siden konjunkturvendingen i 2013 har i særdeleshed været drevet frem af en stigning i beskæftigelsen af udenlandsk arbejdskraft og af de lidt ældre på arbejdsmarkedet (se Jonassen, 2019)[4]. Til gengæld har beskæftigelsen ikke ændret sig lige så meget for danske statsborgere under 60 år. Netop dette forhold kan være en væsentlig forklaring på, at lønudviklingen fortsat er moderat.

En hypotese for årsagen til den tilsyneladende moderate lønudvikling er således, at der er flere ledige ressourcer i økonomien end ledighedsprocenten giver udtryk for, og at den moderate lønudvikling i højere grad afspejler kapacitetsudnyttelsen blandt arbejdsmarkedets kernetropper. Nedenfor illustreres, at hvis der tages udgangspunkt i fuldtidsbeskæftigelsesfrekvensen for danske statsborgere mellem 25 og 54 år som mål for arbejdsmarkedets kapacitetsudnyttelse, er den nuværende lønudvikling præcis, som man skulle forvente baseret på udviklingen siden 2008.

Sammenhængen mellem løn og beskæftigelse blandt 25-54-årige

Danske statsborgere mellem 25 og 54 år udgør en kernegruppe på arbejdsmarkedet, og deres beskæftigelse er mindre påvirket af demografiske ændringer af arbejdsstyrken end beskæftigelsen for hele arbejdsmarkedet, ligesom deres beskæftigelse ikke er påvirket af ændringer i definitionen af ledige.

I figur 2 er vist sammenhængen mellem lønudviklingen, og den andel af de 25 til 54-årige danske statsborgere med bopæl i Danmark, der ikke er i beskæftigelse (opgjort i fuldtidspersoner). Jo flere, der ikke er i beskæftigelse, des flere ledige arbejdskraftsressourcer og dermed en forventet lavere lønudvikling.

Figur 2: Lønudvikling og 25-54 årige, der ikke er i beskæftigelse (vurderet på fuldtidsbeskæftigelse)

Note: Andelen af 25 til 54-årige danske statsborgere med bopæl i Danmark, der ikke er i beskæftigelse beregnes som (1 – fuldtidsbeskæftigelsesgraden). Lønudvikling angives ved den årlige ændring i timefortjenesten for virksomheder og organisationer (pct.).

Kilde: Egne beregninger på baggrund af data fra Danmarks Statistik og jobindsats.dk.

Det ses, at der er en næsten perfekt lineær sammenhæng mellem lønstigningstakt og beskæftigelse af 25-54-årige, og det ses at både beskæftigelsesniveau og lønudvikling er langt fra niveauet i 2008.

Der kan i det mindste være to mulige forklaringer på den tætte sammenhæng mellem lønudviklingen og beskæftigelsen af de 25-54 årige. Den første er, at det er udviklingen for denne kernegruppe på arbejdsmarkedet, der i høj grad bestemmer lønudviklingen for hele arbejdsmarkedet. Hvis det er tilfældet vil lønudviklingen for de ældre og for udenlandsk arbejdskraft blot følge den lønudvikling, der fastlægges af de 25 til 54 årige.

En anden mulig forklaring er, at udviklingen for de 25-54 årige danske statsborgere er et godt mål for den faktiske tilbageværende kapacitet på hele arbejdsmarkedet. Når de ældre og den udenlandske arbejdskraft tages med i betragtning, er det svært at adskille, hvad der er strukturelt, og hvad der er et resultat af konjunktursituationen. De 25–54-årige danske statsborgere er til gengæld en gruppe med en vedvarende tæt tilknytning til arbejdsmarkedet, og udviklingen for denne gruppe kan derfor give et mere sikkert billede af konjunktursituationen i forhold til arbejdsmarkedet.

I forhold til pointen med denne kommentar er det vigtige dog, at hvad end forklaringen er, er konklusionen, at der ikke nødvendigvis er noget paradoksalt i lønudviklingen, og under alle omstændigheder er fuldtidsbeskæftigelsesgraden for de 25-54 årige lige nu tilsyneladende en god indikator for lønudviklingen.

[1] DØRS, 2019, Dansk Økonomi, forår 2019.

[2] Jo færre ledige, der er vælge mellem, desto hårdere bliver virksomhedernes konkurrence om at tiltrække og fastholde arbejdskraften.

[3] Lavere inflationsforventninger end tidligere kan smitte af på lønmodtagernes lønkrav (se DØRS, 2019).

[4] Jonassen A.B, 2019, Status på beskæftigelsen i Danmark, i Skaksen, J.R., Hvordan udvikler beskæftigelsen sig i Danmark?, ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed, Syddansk Universitetsforlag.

Denne kommentar er bragt i Børsen den 4. september 2019.

ROCKWOOL Fondens kommentarer er forfatternes eget indlæg og er derfor ikke underlagt peer review.