10.11.2020

ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed søger økonom eller lignende kandidat med interesse for indvandring og integration

Vil du være med til at styrke forskningen på integrationsområdet? Og vil du arbejde i et etableret forskningsmiljø som ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed? Så er nedenstående stilling som forskningsassistent ledig til besættelse snarest.

ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed arbejder upartisk og videnskabeligt for at levere forskning, som bidrager til at styrke velfærdsstatens sociale og økonomiske bæredygtighed. Forskningsenheden består af 38 medarbejdere, heraf er 18 forskere, 6 ph.d.-studerende, 7 forskningsassistenter og 7 studentermedhjælpere.

Vi søger en selvstændig, dygtig og engageret kandidat til en forskningsassistentstilling i ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed. Du er uddannet cand.polit eller cand.oecon, men kan også være kandidat fra en uddannelse med et tilsvarende metodemæssigt og samfundsfagligt fokus. Du ønsker at arbejde med forskning, f.eks. med henblik på at skrive en ph.d. eller på at udvikle et stærkt metodekendskab. Vi forventer, at du kan tage selvstændigt ansvar for et mindre forskningsprojekt (f.eks. i størrelsesordenen af et speciale), og ønsker at tilegne dig et stærkt metodekendskab under supervision og oplæring fra en erfaren forsker.

Du har:

  • Erfaring med deskriptive og økonometriske analyser, enten fra et tidligere job eller fra dit studium.
  • Erfaring med statistisk software (primært Stata).
  • Et ønske om at udvikle et stærkt metodekendskab.
  • Glæde ved at arbejde både selvstændigt og i teams.
  • Interesse for krydsfeltet mellem ’Indvandring og integration’ og ’Familieøkonomi og arbejdsmarked’ som er to af ROCKWOOL Fondens forskningsområder.

Vi tilbyder:

  • En udviklingsstilling i en forskningsinstitution med fokus på kvalitet, uafhængighed og omhyggelighed.
  • 1-årig stilling med mulighed for forlængelse.
  • Mulighed for at bidrage til samfundsrelevant forskning, samtidig med at du udvikler dine faglige kompetencer.
  • Mulighed for at indgå i en stærk faglig og social gruppe af forskningsassistenter.
  • En inspirerende arbejdsplads placeret i centrum af København.

 

Send ansøgning, karakterudskrift og CV til sekretær Gabriele Grotjohann på email:  ggr@rff.dk, senest 6. december 2020, kl. 23:00.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til seniorforsker og projektchef Marie Louise Schultz-Nielsen på telefon 41 56 26 76.