07.01.2022

Studentermedarbejder søges til ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed

ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed søger en metodestærk økonomistuderende med interesse for forskning i arbejds- og boligmarkedet samt ulighed.

Vil du være med til at styrke forskningen i, hvordan familier bosætter sig, hvordan nabolag ændres, og hvordan dette påvirker ulighed i indkomst og levevilkår? Og vil du arbejde i et etableret forskningsmiljø som ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed? Så er nedenstående stilling som studentermedarbejder måske noget for dig.

Vi søger en studentermedarbejder, som kan arbejde ca. 15 timer om ugen. Du er en selvstændig, dygtig og engageret studerende (fx stud.polit eller stud.oecon), som er i gang med kandidatdelen af studiet. Ud over solide teoretiske kundskaber og faglige ambitioner vil interesse for og kendskab til statistiske/økonometriske software-pakker (Stata og R) være en fordel.

Arbejdet vil dels bestå i udarbejdelse af en række selvstændige opgaver, dels i at bistå forskere, som er tilknyttet forskningsenheden, i deres analysearbejde. Undervejs vil der være rig mulighed for at stifte bekendtskab med samspillet mellem teori og empirisk baseret forskning.

ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed har til formål på et uafhængigt grundlag at producere ny, empirisk viden om aktuelle samfundsproblemer. Forskningsenheden består af ca. 40 medarbejdere, heraf er 18 forskere, 7 ph.d.-studerende, 9 forskningsassistenter og 10 studentermedarbejdere.

Vi tilbyder således et levende forskningsmiljø og en behagelig arbejdsplads beliggende i det centrale København.

Send ansøgning, karakterudskrift og CV via dette link senest d. 31. januar 2022, kl. 23:00.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til forskningsprofessor Rasmus Landersø på telefon 20 70 44 29.