30.09.2020

De fleste velfærdsydelser går til 10% af danskerne

En lille gruppe borgere bruger størstedelen af de ydelser, velfærdsstaten leverer. Det viser et komparativt studie af velfærdsforbrugere i Danmark og New Zealand. Studiet viser også, at der ikke nødvendigvis er en sammenhæng mellem lav indkomstulighed og uligheden i de sociale problemer.

Et nyt studie viser, at 10 procent af den danske befolkning modtager knap 83 procent af de overførselsindkomster, der udbetales (primært kontanthjælp), 10 procent står for 100 procent af de strafferetlige domme, der afsiges, og 10 procent står for godt 77 procent af alle indlæggelser på de danske hospitaler.

Studiet er lavet i samarbejde mellem ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed, Duke University (USA) og University of Auckland (New Zealand) og er netop udkommet i tidsskriftet Nature Human Behaviour.

Studiet viser, at de 10 procent af den danske befolkning, der er storforbrugere af en af de tre typer af ydelser, også har en forøget sandsynlighed for at være storforbrugere af en af de andre to ydelser.

En person, der er storforbruger af overførselsindkomster, har fem gange så stor sandsynlighed for at være storforbruger af hospitalsindlæggelser, som en person, der ikke er storforbruger af overførselsindkomster.

På samme måde har en person, der er storforbruger af rets- og fængselssystemet, fire gange så stor sandsynlighed for også at være storforbruger af overførselsindkomster og to gange så stor sandsynlighed for at være storforbruger af hospitalsindlæggelser.

Samlet set er godt fire procent af befolkningen storforbrugere af to eller alle tre ydelser, og hermed er der altså stor ulighed i brugen af disse ydelser.

Større ulighed i New Zealand

De danske resultater går igen i studiet af New Zealand. Her modtager 10 procent af den newzealandske befolkning knap 74 procent af de overførselsindkomster, der udbetales i landet (igen er der primært tale om ydelser, der minder om den danske kontanthjælp), 10 procent modtager 100 procent af alle strafferetlige domme, der afsiges, og 10 procent af befolkningen står for knap 86 procent af alle indlæggelser på de newzealandske hospitaler. Og på samme måde, som vi ser det i Danmark, er der et ikke ubetydeligt overlap mellem newzealandske borgere, der er storforbrugere af de tre ydelser, ligesom vi også i New Zealand ser stor ulighed i brugen af ydelser.

Når det er særligt interessant at sammenligne Danmark og New Zealand, skyldes det, at de to lande er kendetegnet ved meget forskellige typer af velfærdsstater. Det viser sig fx ved, at indkomstuligheden er langt højere i New Zealand, end den er i Danmark; Ginikoefficienten for indkomstulighed i Danmark er på 0,26, mens den ligger på 0,35 i New Zealand.

Med udgangspunkt i resultaterne fra det nye studie synes der altså ikke umiddelbart at være en sammenhæng mellem indkomstuligheden i et land og uligheden indenfor andre domæner – en lav grad af indkomstulighed udjævner hermed ikke uligheden i de sociale problemer, som brugen af de tre ydelser afspejler.

Halvt så mange straffede i Danmark

Studiet viser, at det ikke kun er storforbrugernes andel af ydelser, som ligner hinanden i de to lande. Der er også en vis sammenlignelighed i den absolutte mængde af ydelser, som disse storforbrugere modtager. I gennemsnit modtager storforbrugerne i Danmark overførselsindkomster i ca. 100 måneder henover en 10-årig periode, mens det samme tal for de newzealandske storforbrugere er på 82. Samtidig bruger storforbrugerne i begge lande hospitalerne i samme grad. Storforbrugerne af strafferetlige ydelser i Danmark har dog kun halvt så mange domme, som de newzealandske storforbrugere.

Forfattere

ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed