16.04.2018
Kriminalitet smitter

Undgå én kriminel handling og få, uden yderligere omkostninger, betydeligt flere undgåede kriminelle handlinger med i købet.

Sådan lyder den helt korte version af konklusionerne på et studie, som professor Christian Dustmann og seniorforsker Rasmus Landersø har gennemført ved ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed.

Studiet giver svar på et spørgsmål, der er helt centralt i forhold til omfanget af kriminalitet. Nemlig, om kriminalitet er et socialt fænomen, og om den enes kriminelle adfærd påvirker den anden til også at begå kriminelle handlinger.

Resultatet af studiet er et utvetydigt ja til, at kriminalitet smitter. Som det fremgår af figur 1, vil den afledte effekt af en sparet kriminel handling i løbet af de næste to år være, at næsten fire andre ikke bliver begået. Og, i løbet af fem år, at knap syv handlinger undgås.

Baggrunden for fundet er en undersøgelse, hvor unge mænd, der får deres første barn, før de fylder 20, er blevet fulgt over en femårig periode efter fødslen. Mange af disse meget unge fædre, der indgår i undersøgelsen, har en kriminel baggrund, men hvis de får en dreng, begår de efterfølgende mindre kriminalitet, end hvis de havde fået en pige. (Resultaterne fra denne del af studiet beskrives i den følgende artikel.)

Og forskellene i kriminalitet, alt efter barnets køn, kan også ses hos jævnaldrene unge mænd i de unge fædres nabolag. I områder, hvor en ung mand med en kriminel baggrund får en dreng, begår unge mænd generelt lidt mindre kriminalitet. Dette resultat betyder, at der må være afledte effekter af, at den unge far sænker sin kriminalitet.

Tre mulige mekanismer

Denne sammenhæng – at kriminel adfærd smitter – er ikke før blevet påvist, men det har været antagelsen, at den eksisterede. Antagelsen er baggrunden for en række kriminalpræventive programmer og politikker. Det gælder fx den såkaldte king-pin-strategi, hvor politiet går efter at pågribe den centrale person i et netværk, og mentorordninger, hvor unge utilpassede bliver sat i kontakt med positive rollemodeller.

Når ikke man med sikkerhed har vidst, om mekanismen faktisk var til stede, hænger det sammen med, at den kun er én af tre mulige – og sandsynlige – forklaringer på, hvorfor nogle grupper begår meget kriminalitet.

Den ene af de tre forklaringer er, at en gruppe opfører sig ens, fordi de bor eller opholder sig i de samme omgivelser, og dermed får samme type påvirkninger – fx fra nedslidte bygninger, rod, graffiti og så videre. Med andre ord, at ydre påvirkninger gør dem kriminelle.

Den anden mulige forklaring er, at de ligner hinanden. Måske de alle har klaret sig dårligt i skolen, kommer fra socialt belastede familier, og er uden job. Altså, at deres ensartede situation gør, at flere opfører sig ens og bliver kriminelle.

Den tredje mulige forklaring er, at det fører andre i retning af kriminel adfærd, hvis nogen omkring dem begår noget kriminelt. Altså: Kriminalitet er et socialt – og smitsomt – fænomen.

Påvisningen af, at den tredje sammenhæng eksisterer, betyder ikke, at de to første ikke også yder bidrag til at forklare kriminalitet. Men den helt centrale forskel er, at når kriminel adfærd smitter, så betyder det samtidig at tiltag, der sænker den enkeltes kriminalitet, vil have, afledte positive effekter på andre – dvs. en social multiplikatoreffekt. Derfor kan de positive effekter af kriminalpræventive indsatser være markant undervurderede.

Forfattere

ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed