04.02.2020
Mindre aktivering for kontanthjælpsmodtagere havde ingen målbar effekt på deres beskæftigelse

Det havde ingen eller ringe betydning for kontanthjælpsmodtageres senere beskæftigelse, at der i 2011 blev skåret ned for aktiveringsindsatsen. Det viser et nyt studie fra ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed.

 

Om der i beskæftigelsesindsatsen bliver skruet op eller ned for intensiteten af aktivering af kontanthjælpsmodtagere i form af ’Vejledning og opkvalificering’, har ingen eller kun ringe betydning for, om den ledige efterfølgende kommer i arbejde. Det er en af konklusionerne af et studie, hvor ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed har undersøgt effekten af aktiveringsindsatsen.

 

Resultaterne peger på en – i bedste fald – meget begrænset effekt af selve omfanget af aktivering. Forskerne har set på den markante reduktion af aktiveringsindsatsen, der skete i forbindelse med refusionsreformen i 2011, og konkluderer, at reduktionen ikke førte til målbare ændringer i andelen af personer, der forlod kontanthjælpssystemet.

 

Indtil januar 2011 modtog kommunerne refusion for 30 procent af forsørgelsesudgiften, hvis en kontanthjælpsmodtager deltog i et aktivt tilbud. Med Refusionsreformen i 2011 bortfaldt kommunernes mulighed for at modtage refusion fra staten for ’Vejledning og opkvalificering’[1].  ’Vejledning og opkvalificering’ er det hyppigst anvendte aktive tilbud og dækker typisk over korte vejlednings- og afklaringsforløb.

 

Baggrunden for de ændrede refusionsregler var bl.a. en formodning om, at kommunerne i for høj grad anvendte ’Vejledning og opkvalificering’ for at reducere udgifterne til forsørgelse frem for hensynet til, om indsatsen gavnede den lediges beskæftigelsesmuligheder [2]. Som det fremgår af figur 1.a, skete der omkring 2011 et brat fald i andelen af kontanthjælpsmodtagere, der aktiveredes, som følge af kommunernes markant mindre brug af ’Vejledning og opkvalificering’.

 

Såfremt aktiveringsomfanget umiddelbart før 2011 bidrog til at øge beskæftigelsen, skulle man, i takt med det lavere aktiveringsomfang, forvente et fald i andelen, der forlader kontanthjælp, umiddelbart efter januar 2011. Det er imidlertid ikke tilfældet. Som det fremgår af Figur 1.b., er der ingen brat ændring i andelen, der forlader kontanthjælp omkring tidspunktet, hvor andelen i aktivering falder.

Figur 1. Andel i aktivering samt andel, der forlader kontanthjælp

Note: Figuren dækker kontanthjælpsmodtagere i alderen 30-54 år (danske statsborgere). Figur 1.a (sæsonkorrigeret) viser den ugentlige andel af kontanthjælpsmodtagere, der aktiveres, samt andelen, der aktiveres i hhv. ’Vejledning og opkvalificering’ og i anden aktivering. Figur 1.b viser andelen, der ikke modtager kontanthjælp efter hhv. 1, 3 og 6 måneder.

 

Faldet i andelen af aktiverede kontanthjælpsmodtagere svarede til en reduktion på omkring 5.000 deltagere ugentligt, hvilket dog ikke fordelte sig ligeligt på tværs af kommunerne. Kontanthjælpsmodtagere i de kommuner, der havde den højeste aktiveringsindsats før reformen, oplevede de mest markante fald i aktiveringsomfanget.

 

Figur 2.a viser andelen af aktiverede i kommuner hhv. med og uden en tydelig reaktion på de ændrede refusionsregler. Figur 2.b viser udviklingen i andelen, der forlader kontanthjælp i  ommuner med en tydelig reaktion på refusionsreformen, når der korrigeres for andelen, der forlader kontanthjælp i kommuner uden en tydelig reaktion. Som det fremgår af figuren, gav det lavere aktiveringsomfang ikke anledning til, at nævneværdigt færre forlod kontanthjælp omkring ændringen i aktiveringsomfanget.

Figur 2. Andel i aktivering, samt forskel i andel, der forlader kontanthjælp i kommuner med og uden tydelig reaktion på reform

Note: Figuren dækker kontanthjælpsmodtagere i alderen 30-54 år (danske statsborgere). Figur 2.b viser udviklingen i andelen, der efter 1, 3 og 6 måneder har forladt kontanthjælp i kommuner med en tydelig ændring i andelen, der aktiveres (rød kurve i Figur 2.a), når der korrigeres for udviklingen i disse andele i kommuner uden en tydelig ændring i andelen, der aktiveres (sort kurve i Figur 2.a).

 

Resultaterne peger på, at et højt aktiveringsomfang ikke i sig selv er afgørende for andelen, der forlader kontanthjælp. Dette resultat er både i overensstemmelse med nyere litteraturstudier på området [3] samt konklusionerne fra eksperimentet ”Alle i gang”, der indebar et øget aktiveringsomfang for nogle kontanthjælpsmodtagere, uden målbar forbedring i beskæftigelsen sammenlignet med en kontrolgruppe [4].

 

[1] Efter reformen var refusionen for øvrige aktive tilbud på 20 procent af forsørgelsesudgiften.
[2] Arbejdsmarkedsstyrelsen (2010).
[3] Card et al. (2018) konkluderer, at kortsigtseffekterne af aktive indsatser generelt er tæt på nul.
[4] Rosholm & Svarer (2009).

Forfattere

ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed


Få vores nyheder direkte i din inbox

Tilmeld